
Airo - koret, der får dig til at rocke med
Med deres groovy såvel som smukke sange leverer Airo en musikalsk og stemningsfuld koncertoplevelse, som du får svært ved at sidde stille til. Til en koncert med Airo vil du blive indhyllet i 35 sangeres velklingende stemmer, der både vil kunne give et smil på læben og vække gemte følelser frem. Airos smittende energi og glæde vil få publikum til at gå opløftet fra en koncert med en ekstra groovy fornemmelse i kroppen. Korets alsidige repertoire rummer både sange fra den danske sangskat og nogle af de bedste hits fra aktuelle artister i ind- og udland.
Airo består af 35 dygtige sangere fra det århusianske kormiljø. Koret ledes og dirigeres af Margrethe Debel og har eksisteret siden 2018. Koret har turneret rundt i Danmark og optrådt på mange scener, bl.a. til den anerkendte Aarhus Vocal Festival i 2022. Airo fylder ikke bare koncertsalene i Aarhus, men synger også rundt på landets højskoler og kirker.
Til en koncert med Airo kan du bl.a. høre sange som “Back Pocket” af Vulfpeck og “Evergreen” af Yebba, indhylles i tonerne fra “The Weather” af Lawrence og “Stille Satellit” af Sara Grabow, synge med på “To Søstre” af Sorten Muld og en særlig version af “Midt om natten” af Kim Larsen.
Airo er under kunstnerisk ledelse af Margrethe Debel, der er professionel dirigent, musikalsk leder og pianist. Hun er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2022 med en kandidat i Innovative Choir Leading og bigbandledelse. Ud over at stå i spidsen for Airo, er Margrethe medleder af den professionelle vokalgruppe Aarhus Vocal Painters og arbejder som sangkonsulent ved Sangkraft Aarhus samt med udvikling af lungekor hos Lungeforeningen.